Den 26. december 2020 blev Den Maritime Havarikommission orienteret om, at der var opstået brand i maskinrummet på containerskibet MAERSK ELBA ud for Portugals sydlige kyst. Det blev oplyst, at skibets sprinklersystem ikke havde kunnet slukke branden. Det var derfor nødvendigt for skibets besætning at udløse CO2 i skibets maskinrum. Et enkelt besætningsmedlem fik røgskader, mens resten af besætningen var uskadte. JRCC i Lissabon assisterede skibet, da de fik nødmeldingen på VHF.
På grund af slukningen af branden med CO2 havde skibet kun strømforsyning fra nødgeneratoren og var uden motorkraft. Skibet drev for vind og vejr mod den portugisiske kyst, og det lykkes besætningen omkring middagstid den 26. december 2020 at ankre skibet kun få sømil fra kysten.
Slæbebåde blev tilkaldt, og den 29. december 2020 startede bugseringen mod Algeciras i Spanien, hvor de omfattende brandskader kunne besigtiges, og skibet gøres sødygtigt til at sejle til Wilhelmshaven i Tyskland for udbedring af skaderne.
Havarikommissionen har udarbejdet en søulykkesrapport på engelsk, som kan hentes i PDF format her.