Om eftermiddagen den 23. oktober 2012 lå NORD GOODWILL fortøjet i bøjer på Tema red i Ghana. Om formiddagen var der kommet nye besætningsmedlemmer om bord og om eftermiddagen skulle nogle afmønstre. Til at blive bragt i land blev der anvendt et mindre lokalt fartøj. Ombordstigningen til dette fartøj skete via en lodslejder.
Da skibets maskinchef skulle entre båden, faldt han i vandet fra lodslejderen. Efter 10-15 minutter blev han bjærget af det lokale fartøj og sejlet til Tema, hvor en ambulance kørte ham på hospitalet. Ved ankomst til hospitalet blev han erklæret for død ved drukning.

