PARIDA - Brand den 7. oktober 2014

07-10-2014
Handelsskibe Afsluttet Brand/eksplosion Ulykkesrapport

Den 7. oktober 2014 udbrød der brand om bord på det danskflagede ro-ro-lastskib PARIDA på dets rejse fra Scrabster i Storbritannien til Antwerpen i Belgien, mens det var lastet med atomaffald. Branden satte indirekte hovedmaskineriet ud af drift, hvilket fik skibet til at drive i retning af en installation i et nærliggende oliefelt og dermed skabe en fare for kollision.

I sin undersøgelse har Den Maritime Havarikommission fokuseret på en række emner i relation til branden. Blandt disse emner er ombordværende systemers egenskaber og deres funktion såvel under normale driftsforhold som i nødsituationer, hvor deres opbygning udfordres af utilsigtede og uforudsete forhold. Der fokuseres på nogle af de faktorer, der bevirkede, at nødsituationen ikke forløb helt så drastisk, som den kunne have gjort.

Konklusionen er, at forholdet mellem de tilfældige begivenheder om bord på skibet og interaktionen med det omgivende miljø skabte en intensiveret effekt, hvor en fejl i en trykmåler førte til evakuering af en installation i et oliefelt. Undersøgelsen fastslår, at karakteren af den transporterede last ikke var af særlig betydning i nødsituationen.

Rapporten kan hentes i PDF format her.