HELLE-JES - Arbejdsulykke den 11. januar 2014

11-01-2014
Fiskeskibe Afsluttet Arbejdsulykke Undersøgelsesresumé

Den 8. januar 2014 afgik fiskeskibet HELLE-JES, RI 138, fra Hvide Sande for at fiske rødspætter i Nordsøen. Den 11. januar pådrog én af skibets fem besætningsmedlemmer sig en alvorlig klemningsskade på sin venstre hånd, da han var i færd med at udrede en almindelig, mindre driftsforstyrrelse på skibets krabbeknuser på arbejdsdækket.

Fiskeren havde i den proces fat i garnet på krabbeknuserens udgangsside, hvor maskinens valser ikke var afskærmet, og ulykken skete, da han via betjeningshåndtaget utilsigtet førte valserne i en bagudgående retning. Garnet blev derved kørt tilbage gennem krabbeknuseren, hvilket resulterede i, at fiskerens venstre hånd blev ført med gennem valserne og blev læderet. 

Fiskeren modtog førstehjælp om bord på skibet og blev seks timer senere evakueret med helikopter og fløjet til Odense Universitetshospital.

Rapporten kan hentes i PDF format her.